Iddylisk beliggende landsted i skovkanten
Løvenholm Gods udlejer nu en landejendom i Brunmosen med naturskøn og ugeneret beliggenhed, samt masser af muligheder.
Her er en unik mulighed for at leje en ældre og charmerende landejendom med stuehus, have, stald og eventuelt et græsareal til heste/dyrehold.
Boligen er nymalet indvendig. Stuehuset indeholder stor stue med brændeovn, 2 værelser, 1 badeværelse, entre samt køkken med udgang til haven. Fra stuehuset er der udsigt mod skoven og de omkringliggende græsfolde.
Stuehusets planløsning er god og lysindfaldet igennem bondehusvinduerne er godt. De massive trægulve og brændte lerklinker giver huset en varm og stemningsfuld atmosfære.
Huset opvarmes med brændeovn og nye elvarmepaneler i hele huset. Det årlige brændeforbrug er mellem 5-10 rm. Brændeovnen er ny og placeret midt i huset, hvorfra varmen fordeles godt. Vand leveres af udlejer og lejers ”normale” vandforbrug udgør ca. 200 kr./md. som opkræves aconto.
Der er gode udbygninger som kan benyttes til fx værksted eller opstaldning af heste eller andre kæledyr. Der er mulighed for at etablere græsfolde (0,5-1 ha) mod en merpris.
Haven er et kapitel for sig: gamle frugttræer, store egetræer, drivhus, pigstensterrasser og udsigt til skovkanten. Der er rig mulighed for etablering af stor nytte/køkkenhave, som dog skal hegnes – ellers bliver det hele bidt ned af skovens rå-,då- og krondyr.
Ejendommen er beliggende ca. 2,5 km nord for Pindstrup hvor der er handlemuligheder. Og ca. 5 km fra Auning og Ryomgård hvor der findes offentlig transport og gode skoletilbud.
Ejendommen grænser op til Løvenholm skovene og er beliggende helt ugeneret for enden af en privat grusvej.